Om GDPR
Som autoriseret psykolog har jeg pligt til at føre journal. Det følger af dansk lov. Jeg skriver kortfattet og præcist om det, vi har drøftet og eventuelt mine tanker om din situation eller hvad der måske kunne være dig til hjælp.
Når du kontakter mig med en henvisning fra din læge, læser jeg, hvad der står på henvisningen. Jeg bruger dit cpr-nummer. Jeg har pligt til at sende din læge en epikrise, det vil sige en kort sammenfatning af mine tanker om dine samtaler med mig. Jeg skriver epikrisen i samarbejde med dig.
Jeg deler, hvis du giver mig lov, oplysninger om dig med dit forsikringsselskab eller med Sygeforsikringen Danmark – men kun, hvis det tjener et formål. Jeg kan også, hvis du giver mig lov, dele oplysninger med andre. Jeg deler ikke oplysninger med andre uden dit tilsagn, medmindre det drejer sig om personfarlig kriminalitet, som du fortæller mig, at du agter at foretage. Det samme gælder, hvis jeg af faglige grunde ser mig nødsaget til at lave en underretning, fordi jeg vurderer, at børn og unge, du har ansvar for/forældremyndighed over, mistrives eller er i fare.
Som psykolog har jeg tavshedspligt. Kun jeg kan læse din journal.
Jeg opbevarer din journal i et aflåst arkivskab, alternativt i et sikret IT-system. Uanset opbevaringsform slettes alle journaler efter 5 år.
På min hjemmeside er der en kontaktformular. Du kan bruge den til at lægge en besked om, at du gerne vil kontaktes. Du kan også lægge en besked på min telefonsvarer. Uanset kontaktform opfordres du til ikke at dele personfølsomme oplysninger om dig. Jeg anbefaler, at du alene siger dit navn og telefonnummer.
Min revisor har jeg databehandleraftale med. Det samme gælder Nordea og MobilePay og Equus.
Du har altid ret til at få indsigt i din journal og få besked om, hvilke oplysninger jeg opbevarer om dig. Du kan altid tale med mig, hvis du har spørgsmål eller kommentarer eller klager. Du kan også klage til Datatilsynet.