Supervision og coaching
Supervision er hos mig ikke specielt indviklet eller langhåret. Det handler om at være sammen med kolleger og mig for at tale om og blive klogere på arbejdslivets glæder og sorger – og få bud på løsninger på de problemer, der unægteligt er knyttet til arbejdslivet. Det kan være problemer med patienter og klienter og pårørende og samarbejdspartnere – og det kan være problemer med kolleger og måske med ledelsen.
Det kan handle om det sjove og det besværlige, om opture og nedture, om optimisme og træthed. Supervision er på en og samme tid kvalitetssikring og fællesskab og faglighed og læring. Det handler ikke nødvendigvis om hele tiden at blive bedre til sit arbejde. De fleste er nemlig allerede ret gode. Det handler snarere om at kunne være i tvivl eller føle sig sikker eller få sparring og feedback eller overvejelser om andre måder at gribe sagerne an på. Supervision kan finde sted i grupper eller med mig alene. Det afhænger af, hvad der er brug for. Jeg har superviseret mange læger, sygeplejersker, præster, psykologer, fysioterapeuter, sekretærer og diætister – og holder meget af det. Omsorgsfuld, nærværende og tydelig bestræber jeg mig på at være fra start til slut. Velkommen til!
Coaching
Coaching er hos mig samtaler om ledelse og arbejdsliv, mening og magt, udmattelse og håb. Om alt det, du kan – og alt det, du gerne ville kunne og måske kunne engang.
Er du leder, holder du sikkert meget af det. Og oplever formentlig af og til ensomhed, irritation og træthed, og alligevel står du op næste morgen og klør på. Coaching handler om at give sig selv en tænkepause, få medspil og modspil og med ny energi at vende tilbage til arbejdet. God tid, en kop kaffe og et fortroligt rum til alt det, man med fordel kan tænke på og tale roligt om, når man skal drage omsorg for andre mennesker som chef og medmenneske. Velkommen til!
"Samtalerne med Bo gav mig et langt klarere blik på, hvad der reelt var mit ansvar – og hvad der ikke var.
Det var ikke behageligt hele tiden, men det var ekstremt brugbart. Jeg gik derfra med mindre støj i hovedet og et bedre grundlag for at stå fast i mit arbejde.”
- Leder, sundhedsvæsnet
Skridtet videre?
OBS: Send ikke personfølsom data i kontaktformularen her. Tak.